Jeg er flere gange blevet spurgt, om jeg ikke vil fortælle lidt om mig selv.

Det gør jeg så - her har du mig :-)

Jeg er født i 1945 i Brabrand ved Århus og hedder Jonna Elvin.

Min far havde en cykelforretning, og min mor, var som de fleste mødre på den tid, hjemmegående.
Min far var fra det område, men min mor var
kommet "langt" hjemmefra. Hun stammer fra Vejenområdet.
                                                                     

Når far ikke var i værkstedet/forretningen, gik han meget på jagt, noget han blev ved med langt op i alderen, indtil hans efterhånden dårlige syn og helbred satte en stopper for det.

Han havde sammen med et par venner en båd liggende ved Brabrand Sø. Ligeledes fandt han fiskestangen frem når der var tid og lejlighed til det. Begge de interesser gav jo også mad på bordet.

Jeg husker ikke meget fra vi boede der.
Vi flyttede "sydpå" i 48, (nok mest fordi min mor havde hjemve) og bosatte os i Kolding-området i en lille by. Mine forældre købte et hus og min far fortsatte med cykelværksted/forretning.

Efter kun 1 år, brændte huset ned til grunden. Et nyt blev bygget, også med cykelværksted/butik.

Efter nogle år, blev det solgt og vi flyttede "til skovs" som det blev kaldt. Jeg var da 7 år.
Det var et hus et stykke inde i en skov. De første år, var der kun et hjulspor der førte derom.

 

Vandet blev hentet ved en "post" udenfor. Dasset var et skur for enden af huset. Om sommeren lod man døren stå åben... og udsigten ud over skovkanten og markerne + fuglenes sang og fik een til at sidde der og nyde tilværelsen ; -)
En nydelse var det ikke, når brættet var frosset og sneen føg ind.
Stearinlyset blæste ud og ingen tog lang tid om noget der.
Med tiden blev alt dette dog anderledes.

Årene i skoven kom til at betyde så meget for mig på alle måder. Dyr og alt i naturen kom til at spille en stor rolle for mig fremover.
Jeg boede der til 63 hvor jeg flyttede til Kolding for at få en uddannelse.
Men der skulle ikke mange ”fristunder” til, før jeg drog "til skovs".

Som barn strejfede jeg rundt i skoven så snart der var mulighed for det.
Følte mig tryg og var aldrig bange for at blive "væk".

Men bedst var det, når jeg kom med min far på ture rundt i området. Både i skoven og på engen.
Hans store interesse for alt i naturen fik jeg også med i rygsækken, og den er stadig lige stor.
I mine øjne vidste han alt. Det ville jeg også, så jeg spurgte og spurgte, og han fortalte villigt. (jeg har nok været træls at have på slæb).
Han havde mange naturbøger, og jeg var ikke stor, før jeg tyggede mig igennem dem.
Nogle af dem, har jeg stadig. Og jeg tygger stadig. Både i egne og bibliotekets bøger.

Hans store interesse for både fauna og flora var nok ikke særlig almindelig dengang, på det tidspunkt troede jeg vist bare, at sådan var det for alle.
Han var som sagt både jæger og fisker. Og ikke kun JÆGER, men også - og nok mest - en der satte vildtpleje i højsædet.
En af de oplevelser, der gjorde meget indtryk på mig, var, når vi en tidlig morgenstund - før skole og arbejdstid - gik en tur til en lille nærliggende skovsø.

Geværet og jagthunden var selvfølgelig med.
Hunden og jeg fik besked på at sætte os stille ned og så ellers holde kæft.
Selv gik han lidt længere frem. Satte sig ned med bøssen klar.

Nu kom flere rådyr ned og skulle have deres "morgendrik".

Alle tre fulgte vi tavse deres færden. Efter lang tid - sådan føltes det - vente dyrene om og forsvandt.
Det gjorde vi også. Hjem til morgenmaden, som mor havde lavet klar.
Den blev fortæret på bagtrappen. Min tamme skade kom og ville være med.
Den havde det med at ville hive i hundens hale. Så hunden blev sur og luskede af.

Mor var tit træt af skaden Peter, den stjal vores teskeer, og andre blanke ting, hvis den kunne komme til det.
Når vi sad der, var der udsigt ud over gårdspladsen, hvor mange af vores små og store volierer med fugle, høns, fasaner, duer osv. stod.
De bure, hvor de største dyr var, vendt den anden vej - ind mod skoven.
På de tre sider af huset var der skov, på den fjerde var der åben mark der endte i et stort stykke eng.

Det var dengang, man kunne plukke kodrivere og gøgeurter i store buketter. Nu findes de ikke vildt ret mange steder.
En buket af kodrivere, engkarse og engnellikerod... hvad kan slå det?

Nu er det så 2010. Jeg bor i Børkop, er sammen med Kjeld og har været det i ca. 25 år.

Jeg har 1 datter  (født 1970) - min søn blev dræbt i trafikken 5. feb. 2008, han blev 42 år + svigerbørn og 6 børnebørn.
Børnebørnene er i alderen 3 år - 22 år og alle drenge.
De bor heldigvis ret tæt på.

Jeg har en lillebror der er gift og har børn. De bor noget længere væk, men kan dog nås indenfor en times kørsel.
Der er kun os to søskende og begge mine forældre er døde for nogle år siden.

Kjeld har to døtre - Anina og Mette. Anina og Dan har en dreng - Sebastian 
Mette og Thomas venter barn til marts. De bor begge hold omkring Ålborg - men de er flittige til at besøge os.

Som det jo nok fremgår af mine billeder, betyder familien og naturen meget for mig.

Selvfølgelig er der også tid til andre interesser.
Jeg er meget glad for haver, både min egen og andres. Vi vil gerne rundt og kikke i "Åben Haver", det er sjovt og lærerigt at se hvad andre hitter på.
Jeg får et hæfte med åbningstider tilsendt, ellers står det altid i de lokale aviser, og det kan også ses på nettet.
Jeg læser meget, både skøn - og faglitteratur. Både egne og bibliotekets bøger.
Jeg holder af næsten alle former for håndarbejder.
I flere år, har jeg lavet en del smykker - en spændende hobby.
De senere år er interessen for PC så også kommet til.

Især bruger jeg megen tid på min hjemmeside og på at lave kort, telegrammer, brochure, visitkort, adresseetiketter, brevpapirer osv.
Og når andre kan bruge det jeg laver, er det ekstra dejligt.


Har altid været interesseret i foreningsarbejde. Går gerne til foredrag og andet der lyder spændene.

Jeg har altid fotograferet meget, men nu hvor digitalkameraet har givet endnu større muligheder er det ekstra spændende.
Nu bruger jeg næsten kun mit spejlreflekskamera.


Vi camperer gerne rundt om i landet, og hele året rundt kører vi ture i naturen. Både planlagte og helt spontant, så bliver kort, madkurv og kamera fundet frem.
Vi er gode til at planlægge, gode til at finde vej, men også ret gode til at blive ”væk”.
Hver gang fordi vi har begivet os ud på små spændende veje, så små at der ingen skilte er.
Hovsa! her hørte vejen op, kan der vendes her? ellers skal der bakkes?
Nåh skidt... her er da kønt, så den altid medbragte madkurv + termokande kommer frem. Frokost i det grønne…

Et af vores foretrukne steder, når vi bare lige vil på en "lille" tur, er området omkring Rands Fjord.
Det ligger i trekantsområdet hvor Elbodalen forbinder Kolding og Vejle fjorde.

Fjorden ligger som en stor (140 ha) inddæmmet sø omgivet af en pragtfuld natur med mange tur - muligheder. 10 markerede ruter man kan følge.
Man kan selvfølgelig også bare gå en tur, men så er det rart nok at være lokalkendt. Især hvis man som jeg, er så nysgerrig så man pludselig kommer væk fra stien…
Fjorden er nu om dage en stor ferskvandssø, hvor Spang Å leder vandet ind i søens vestende og afløbet i østenden er ved Hølsminde.
Terrænet er meget kuperet og der er flere kildevæld i området.
Der er tre nedlagte kiselgurrgrave og lige i det område vokser den fredede orkide Maj-gøgeurt.

Der er selvfølgelig et rigt dyre og fugleliv sådan et sted. Og også det knapt så dejlige… masser af myg og flåter, så det hedder lange bukser og langærmede bluser uanset vejret.
En aften ville vi lige "snuppe" en af de markerede ruter. Der stod da, det var en krævende rute, men den var kun 1,2 km. Hvad vi så ikke lige tænkte på... det er der også på tilbagevejen.

Man skulle få nogle flotte "kik" ud over søen, så vi fattede vanddunkene og kameraet og gik.
Nøjjjj sikke en tur. Op, ned, op, ned  - også i "kravlefigur". Pustttt, nu orker jeg ikke mere.
Skal vi ikke vende om? Og dog, det kan vel ikke blive meget værre på resten af turen? Altså fortsæt.
DET gør jeg aldrig mere! Ikke før næste gang :-)
Pludselig var vi oppe. Og sikke en udsigt ned og ud over søen og helt til Fredericia, Lillebælt og Trelde Næs kan vi se. Det er pragtfuldt. Og alt besværet værd.

Nogle hindbærbuske er leveringsdygtige i flotte store modne bær. Så der bliver provianteret inden vi skal ned... men det kan da ikke være så slemt?
Men det var det. Igen op, ned, op, ned ...skråninger så stejle, så enten kurede man på r...., ellers også måtte vi pustende kravle på alle fire.

Myggene var på størrelse med solsorte og havde nogle gevaldige sugerør til snabler. (sådan føltes det i hvert fald).
Endelig nede ved P - pladsen, bilen og termokanden... nej hvor godt.
Nu skulle der lige læses hvad det i grunden var der stod om den tur:

Fruetoften: 1,2 km. frem og godt 2 tilbage. Stien går gennem et meget kuperet terræn ad hulveje, op ad skrænter og ned ad stejle skråninger, over bække, ned ad stejle flere skråninger og op ad bratte stigninger. Men med ufattelige flotte udsigter langs ruten.

Men det var nu en tur af de bedre. Og så kun få km. fra vores hjem.

På menusiden findes link til familiebillederne og ta' med på tur - siderne.

* Menu *